• 15-årig svensker sigtes for drabsforsøg ved rockerklubhus

    ソース: BDK Borsnyt / 12 6 2024 04:24:50   America/New_York

    En 15-årig svensk dreng blev onsdag for anden gang på lidt under to måneder fremstillet i et grundlovsforhør i Danmark. Det skyldes en ny sigtelse for drabsforsøg ved en adresse i Brøndby, hvor rockergruppen Comanches' klubhus ligger. 17. april blev han varetægtsfængslet i surrogat sigtet for besiddelse af to skydevåben. Efter onsdagens grundlovsforhør er fængslingsgrundlaget blevet udvidet med sigtelsen for drabsforsøg, skriver Anklagemyndigheden ved Københavns Politi på det sociale medie X. - Han er nu varetægtsfængslet frem til den 9. juli, står der i opslaget. Inden dørene blev lukket til grundlovsforhøret onsdag af hensyn til politiets efterforskning, skulle den 15-årige tage stilling til sigtelsen. - Han nægter sig skyldig, oplyste hans forsvarer. Den 15-årige, der er lyshåret og spinkel af bygning, var iført en fodboldtrøje fra den svenske fodboldklub AIK. Han sad tilbagelænet og talte meget lavt med tolken. Ifølge sigtelsen kom den 15-årige til Danmark i april med henblik på at dræbe en eller flere uidentificerede personer. Han opholdt sig på en adresse i Københavns Nordvestkvarter, hvorfra han 15. april om aftenen cyklede til en adresse i Brøndby. Drabsforsøget fandt sted natten til 16. april. Ved grundlovsforhøret onsdag kom det frem, at adressen, som den 15-årige svensker cyklede til, er Lyngager 12 i Brøndby, hvor rockergruppen Comanches' klubhus ligger. - Drabet fandt dog aldrig sted, da ingen personer mod forventning var i området, har politiet skrevet på X. Dagen efter blev drengen anholdt i Københavns Nordvestkvarter med to skydevåben på sig. En 59-årig mand blev tirsdag varetægtsfængslet i samme sag. Han er sigtet for i forening med blandt andre den 15-årige svenske dreng at have været i besiddelse af de to skydevåben, samt for det drabsforsøg den 15-årige nu også er sigtet for. - Det er en ny og alvorlig sag, og der er fortsat efter politiets overbevisning medgerningsmænd på fri fod, sagde anklageren i forbindelse med sin anmodning om at lukke dørene til grundlovsforhøret. Den valgte dommeren at følge. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/samfund/15-aarig-svensker-sigtes-for-drabsforsoeg-ved-rockerklubhus
シェアする